BEMA nyhedsbrev, juni 2024

BEMA siger goddag til naturen – og ønsker alle en god sommer!

Solceller på taget af produktionshallerne, så vi kan producere vores egen procesenergi. Elbiler til sælgerne. Og et skønt udemiljø, hvor bier og blomster kan trives.

Lyder det som et eventyr fra en fjern fremtid? Det er det nu ikke! Her hos BEMA har vi de senere år fokuseret på, hvordan vi kan bidrage til den grønne omstilling og forbedre det lokale miljø, i stort som i småt. Det nyeste initiativ er, at vi vil opstille bistader på vores grund. Vi taler med en lokal biavler om, hvordan det bedst kan lade sig gøre. I mellemtiden sørger vi for, at ikke blot bier, men også mange andre insekter fra sommerfugle til mariehøns, har noget at leve af: Vi sår vilde blomsterfrø langs hallerne og har allerede nu plantet mere end 60 frugttræer og mange bærbuske på grunden foran vores administrationsbygning og kantine. Ensartede, grønne plæner kan blive afløst af et mere varieret udemiljø med stor biodiversitet.

BEMA producerer i det hårdeste stål, men vi tænker bredt og vil gerne være en lille brik i arbejdet med at skabe et bedre miljø for alle.

Med denne lille sommerglade historie vil vi her fra BEMA gerne ønske jer alle en rigtig dejlig sommer. Snart er det sommerferie for de fleste, og vi håber, at I får mulighed for at koble af. 

BEMA A/S er ferielukket I uge 29 og 30, og i ugen forud (uge 28) og ugen efter (uge 31) kører vi med nedsat bemanding. Bestil om muligt sliddele og andet, som I ved, at I kan få brug for, i god tid inden. 


Maltløsner holder processen i gang  

Vi har netop leveret en speciel løsning til fødevaresektoren – et godt eksempel på, at man sagtens kan tænke nyt, selv om fødselsattesten for BEMA siger 77 år. Netop årene giver jo også en stor erfaring, og lægger vi erfaringen fra alle de trofaste medarbejdere sammen – ja, så er der ingen grænser.

Der er tale om en såkaldt maltløsner, som bruges i en proces, hvor produktet nogle gange klæbede sammen. Når det skete, kom materialet ikke videre frem i anlægget. I et tæt samarbejde med kunden har vi udviklet en løsning med snegle, der kan køres op og ned gennem materialet og sørge for at løsne det. På den måde undgår kunden stop i produktionen.

Man kan bedst sammenligne løsningen med en meget stor elpisker med to Ø240 mm rotorer som piskeris, så der er tænkt ud af boksen – et godt eksempel på, hvad man kan nå i et godt samarbejde.

 Læs mere om løsning nr. 35996


En lille løsning med lange snegle

Ingen opgave er for lille eller for stor for vores dygtige smede hernede hos BEMA. Vi har netop afsluttet et ’lille’ projekt med blot to sneglerotorer. Til gengæld var de over 46 meter lange – fordelt på længder på henholdsvis 22,5 meter og 23,5 meter.

Sådan et projekt fylder lidt i vores haller, men er slet ikke uvant for os. For at sikre at sneglene kan levere en ubrudt transport af de medier, de skal flytte, er de opbygget i sektioner med hængelejer.

Tag fat i os, hvis du i dit kommende projekt mangler en lignende transportløsning eller har særlige ideer og behov. Vi stræber efter at skabe tryghed for alle kunder, så vi tager jer i hånden – hele vejen fra idefasen til det færdige produkt.

Læs mere om løsning nr. 36562


Sortering af udbrændt affald

Når kraftvarmeværkerne brænder affald i deres store anlæg, ender det til sidst som aske/slagger. I denne proces kan det ske, at der kommer ubrændt affald gennem ovnristen, eksempelvis flamingo og mikroplast. Tidligere blev alt dette brugt til vejfyld og lignende, men i dag hvor reglerne er skærpet, skal ubrændt affald separeres fra aske/slagger.

BEMA har derfor designet en speciel snegl, hvor der indgår en form for vandlås. Løsningen er netop installeret hos et af de store forbrændingsanlæg i Danmark. En lille fødesnegl tvinger materialet ned gennem et vandkar, der også fungerer som vandlås. Herefter bliver produktet fanget af løsningens anden snegl, der fører det ubrændte affald frem til sneglens udløb og ned i en lille container.

Selve vandlåsen har også den virkning, at der ikke kommer falsk luft op igennem forbrændingsovnene.

Det imponerende i dette setup er, at de to snegle transporterer affaldet nede under et vandspejl. Det er en vanskelig opgave, idet dele af affaldet gerne vil flyde opad.

En løsning som dette stiller store krav til BEMAs viden om snegletransporter, materialeflow, proceskendskab og ikke mindst design og udførelse. Kontakt Ronny Bæk hos BEMA A/S, hvis du vil vide mere om løsningen, der matcher de nyeste krav til håndtering af uforbrændt affald.

Læs mere på løsning nr. 36593