BEMA nyhedsbrev, september 2024

FULD DAMP PÅ ALLE KEDLER HOS BEMA A/S

Luften bliver køligere, skyggerne skarpe – og frugttræerne på plænen foran BEMA begynder så småt at bære modne frugter. Alt sammen tegn på, at efteråret er over os – og dermed også starten på nye, travle tider. Tag med på en rundtur på nyhedsbørsen hos BEMA og få også et overblik over, hvor I kan møde os på nogle af efterårets messer.


BEMA A/S OG ANDERS PEDERSEN MASKIN- OG SPECIALFABRIK A/S FORENER KRÆFTERNE

Vi er stolte over at kunne fortælle, at vi netop har overtaget en af vores gode kolleger, nemlig Anders Pedersen Maskin- og Specialfabrik A/S (APMS). Dermed skaber vi landets største virksomhed indenfor snegleløsninger til det industrielle marked.

Ejeren af APMS, Arild Pedersen, nærmer sig pensionsalderen og havde et ønske om at afhænde sin virksomhed. Både han og vi kunne hurtigt se, at det ville være en god løsning, hvis vi kunne forene kræfterne. Sneglebranchen er lille og specialiseret og kræver mange ressourcer til udvikling og sikring af et moderne produktionsapparat, så vi kan levere til også de mest krævende brancher. Med overtagelsen kan vi skabe en mere rationel produktion og udnytte vores samlede kompetencer optimalt. Vi kan skabe en endnu bedre platform for at udvikle, fremstille og sælge såvel komponenter som færdige snegle til det meget bredspektrede industrielle marked.

I løbet af de næste 1 – 1½ år vil vi samle udvikling, salg og produktion hos BEMA i Haderslev, hvor vi i øjeblikket er 65 medarbejdere. I mellemtiden fortsætter APMS med sin 20 medarbejdere som hidtil i Barrit ved Juelsminde med Arild som direktør. Han vil også bistå med den fremtidige sammenlægning.


TAG MED BEMA PÅ MESSE

Vi holder rigtig meget af at komme ud på årets messer for at møde nye og eksisterende kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere. Derfor har vi også i år planlagt en messe-tour, og vi håber, at I vil kigge forbi på vores stande.

I kan møde os her:

FoodTech

1. – 3. oktober 2024

Herning

Stand nr. J-7270

gratis billetter til FoodTech ved at benytte følgende invitationskode ved bestillingen: FT24-31355

Elmia Subcontractor

12. – 14. november 2024

Jönköping i Sverige

Stand nr. B 06:93

Ajour 2024

28. – 29. november 2024

Odense

Stand nr. 3001


BRANDSIKRE SNEGLE TIL TRÆFIBRE

Til en af vores kunder i Sverige har vi leveret en stærkt specialiseret løsning, som omfatter tre rustfrie rørsnegle. Hver snegl er mellem fire og fem meter lang og fremstillet efter, at den skal kunne leve op til særdeles skrappe krav til brandsikkerhed. Sneglene skal nemlig bruges til transport af træfibre, så der må hverken kunne opstå gnister eller friktionsvarme, som kunne medføre flammer eller eksplosioner i det brandfarlige materiale.

Sneglene er fremstillet af AISI 316 stål. Som noget specielt skal de ATEX-20-certificeres af et eksternt inspektionsfirma som Teknologisk Institut og leve op til krav betegnet som ATEX zone 20 indvendigt og zone 22 udvendigt i udstyret. ATEX-20 er et regelkrav, som omhandler klassifikation og sikkerhed i områder, hvor der kan være eksplosive atmosfærer.

Det kræver en høj grad af specialviden og et højt dokumentationsniveau fra BEMA’s side, og vi er stolte af at være valgt blandt flere lokale og internationale producenter.

pipe screw conveyor in the factory
pie screw conveyor assembled

FRA DE INTERNE LINJER…

Vi er i fuld gang med at indføre et nyt fakturasystem, der blandt andet vil betyde lidt ændrede krav til, hvordan fakturaer skal sendes til os. Alt dette informerer vi selvfølgelig mere om direkte ud til alle leverandører, når det hele er oppe at spille. Men allerede nu kan vi fortælle, at der kommer en ny mailadresse til fakturaer, og at de skal sendes som PDF.

Systemet kan selv se, om vores indkøbsordrer matcher fakturaerne. Er alt, som det skal være, går de automatisk videre til bogføring og betaling. I andre tilfælde vil det blive nemmere at foretage tjek, og målet er, at vi får frigjort ressourcer, så vi kan blive mere effektive og få en større kapacitet, som vi efter al forventning får brug for i de kommende år.

Når andre holder fri, arbejder vores montører

Alle hos BEMA er i fuldt sving efter en velfortjent sommerferie – der er fuld damp i kedlerne og produktionen summer af liv igen. Dog kunne vi ikke afvikle sommerferien kollektivt, da en del af vores kunder ofte bruger sommerferieperioden til at foretage hovedrenoveringer af deres anlæg. Det er ofte den eneste tid, hvor produktionen kan standses, og nye dele kan installeres eller udskiftes.

I løbet af sommerferien havde vi derfor udsendt tre teams til fem forskellige montageopgaver i uge 27, 28 og 29, både inden for landets grænser og internationalt. Så når kunderne holder fri – så er vi på pletten og sørger for, at alt er klar, når de møder ind igen.